Erik Ramsgaard Wognsen

Thoughts & technology

Bedre hurtigladning i Aalborg [Danish]

Foråret har bragt bedre muligheder for offent­lig opladning af elbiler Aalborg, til glæde for både gæster og os der bor i lejlighed eller af andre årsager ikke har egen ladeboks. Situa­tionen er blevet bedre både når det gælder hurtig­ladning og destinations­ladning. Dette indlæg handler om det første.

Hurtigladning er den slags ladning hvor man typisk holder 15–45 minutter afhængig af bilen, lade­standerens hastighed, og hvor langt man skal køre. Ofte kan man tilbringe vente­tiden på tank­station, toilet, lege­plads, indkøbs­center, fastfood­restaurant eller Netflix.

Indtil nu

Hurtigladning i Aalborg har ikke fungeret så godt frem til nu. I 2020 var der kun tre hurtig­ladere i Stor­aalborg: En ved Stor­centeret, en ved føtex Eternitten, og en ved Q8 Scheels­mindevej ved Møllen. Hver af disse ladere er af den gammel­dags slags med kun ét CCS-stik, dvs. at der typisk kun er plads til hurtig­ladning af én bil ad gangen.

Efterhånden som antallet af elbiler steg i 2021 blev det sværere at få plads ved de få ladere der var, specielt ved Storcenteret og Eternitten. Eternittens ladestander var (og er) tilmed låst inde uden for føtex’ åbnings­tid, hvilket for­værrer problemet. Scheels­mindevej var nem­mest at få plads ved, måske fordi det var den dyreste lader til 4,90 kr/kWh (drevet af E.ON), mens de andre kostede 3,50 kr/kWh (drevet af Clever). Alle tre havde (og har) en lade­hastighed på 50 kW.

I starten af 2021 fik Circle K Hadsundvej en stander med to 150 kW CCS-stik som tilmed var gratis at benytte som del af en længere­varende prøve­periode der endte med at vare over et år. Det var på den ene side skønt at lade gratis når man fik plads, men på den anden side gjorde popular­iteten at det ofte var svært at få plads uden at holde i kø. Jeg mødte endda nogle som havde mulighed for at lade hjemme, men som alligevel kørte forbi Circle K for at få gratis strøm. I starten af 2022 fik Circle K yder­ligere en stander med to stik på Sønderbro.

Tesla, hvis ladere ikke er offentligt til­gængelige i Danmark, har heller ikke en såkaldt Super­charger hurtig­ladestation i Aalborg.

Godt nyt hos Q8

I april 2022 har hurtigladning i Aalborg ændret sig betydeligt, med store ændringer hos tank­station­erne. Q8 har fået seks nye stik à 150 kW, hvilket i sig selv er fantastisk, men de har også gjort en masse ting rigtigt som gør el nemmere og mere behageligt at bruge:

  • De viser elprisen på pylonen/standeren man kan se ude fra vejen, på lige fod med benzin- og dieselpriserne, som vist på billedet øverst på siden. (Prisen er p.t. 4,95 kr/kWh og hvis du er vant til at tænke i liter frem for kilowatt­timer, så kan jeg anbefale denne artikel fra FDM.)
  • De har placeret en af ladestanderne (to stik) under tag, så man kan stå i tørvejr lige som dem der tanker fossile brænd­stoffer. De resterende standere står ikke under tag, men til gengæld er der god plads i bredden på deres parkerings­pladser.
  • De tager imod Dankort/​betalingskort, så man ikke er tvunget til at bruge (endnu) en mobil­app. Der er dog stadig mulighed for at bruge apps.

Desuden har jeg ikke indtryk af at Q8 over­driver den ladehastighed de tilbyder. De rekla­merer med 150 kW, hvilket virker realist­isk at de kan levere, selvom jeg ikke selv kan teste det. Dette er i mod­sætning til Circle K som reklamerer med 300 kW, men skriver med småt “Denne lade­stander kan lade én bil med op til 300 kW, eller to biler med op til 150 kW hver”. Desuden har jeg snakket med andre elbilister ved Circle K og hørt at laderne ikke nød­vendig­vis leverer den lovede hastighed til de (dyre) biler der kan tage imod så meget. For­håbentlig er det et problem Circle K får udbedret.

Dårligt nyt hos Circle K

Hos Circle K er der også store ændringer her i april. De har længe snakket om at sætte betal­ing på deres ladere, og nu har de gjort alvor af det. Man kan læse at de har opsat betalings­løsninger på alle kædens lade­standere. Dette er rimeligt og forventet, og er ikke den dårlige nyhed. Endda er det positivt at det kommer til at mindske træng­slen ved laderne.

Den dårlige nyhed er at alle fire Circle K-lade­stik i Aalborg siden omkring midt-april har været ude af drift, og ikke har fået monteret auto­mat til betal­ings­kort endnu. Jeg formoder de fleste Circle K-​ladere i Danmark fungerer med betal­ings­system som medierne siger (og som jeg personligt har set hos Circle K Framlev​/​Harlev vest for Aarhus). For at gøre det værre i Aalborg henviser de endda fra den ene defekte/​deaktiv­erede ladestander til den anden.

Når de engang i maj forhåbentlig har fået mon­teret betalings­systemet og genåbnet laderne bliver det skønt med 13 hurtig­ladestik i Stor­aalborg fordelt på Q8, Circle K, Clever og E.ON. Men det må siges PR-mæssigt at være en fan­tastisk dårlig afslutning på en ellers fantastisk god prøve­periode for Circle K i Aalborg.

Fremtiden

Til sommer planlægger Clever at åbne Nord­jyllands største lade­station med 16 stk. 300 kW-​ladestik i Nørre­sundby. Det blivere mere end en fordobling af antallet af hurtig­lade­stik i Stor­aalborg, så det bliver godt.

De stigende elpriser spørger også. Clever har varslet prisstigninger fra juni, som vil presse deres lynladere (150+ kW) op til være marked­ets dyreste i løssalg (6,50 kr/kWh uden abonnement), endda dyrere end Ionity. Dog vil deres 50 kW-ladere med 4,75 kr/kWh fortsat være blandt de billigste, hvilket er dejligt for os med en “gammel­dags” elbil der ikke lader hurtig­ere på en lynlader end på en “gammel­dags” 50 kW-hurtiglader.

Folk i den indtil videre lukkede Tesla-klub kan også glæde sig over at der skulle komme en Aalborg Supercharger i tredje kvartal i år.

Ud over hurtigladning er destinations­ladning (mens man holder parkeret i flere timer) også blevet bedre i Aalborg i april, og står til at blive endnu bedre snart. Det kommer i mit næste indlæg.

Comments